En samling tankevækkende ord om synet på børn gennem tiderne
Skiftende børnesyn
Inspireret af Karin Kildedal, Ålborg Universitet
”Husbond må revse sine Børn og Tyende med Kæp eller hånd dog ej med våben; Men gjør han dem med Sår eller slår deres Lemmer sønder, eller skader dem på deris Helbred, da straffes han som én Fremed hade gjort Skade”
”Børn, der beskadiger Hegn m.v. skal første gang straffes af deres forældre eller Dem, der træde i disses sted, medens de – når de forser sig anden gang eller oftere skal straffes med Riis i tvende vidners Paasyn i den Mands Gaard, mod hvem de havde forset sig, dog således at de ikke tog skade på deres helbred.
”Spar ej på Riset – Ris gøre godt barn; man skal revse et barn at det ej vorder ondt, og at det ej vorder værre. – Gør dem smukke blaa på lænder og rygge når de bruge nogen ond stykke!
„Den som sparer riset, han elsker ikke”
”Den første opdragelse må være nægtende: Egensindighed er barnets første naturlige Onde, som ytres i den spædeste barndom, så snart barnet kuns kan udtrykke en Begiering. Det vil have hvad det forlanger, det bliver arrig derover, det skriger; giver man efter her og Barnet mærker, der ved skrig kan tvinge sig til noget, saa vokser dets egensindighed, og denne må bort, hvis god opdragelse skal være mulig.”
”Vi kan ej anderledes end på en mekanisk måde venne børn af med denne egensindighed. Lade dem få deres Villie så bestyrkes de mekanisk i deres Egenvilie."
*marte meo metoden skal forstås ud fra dette udviklingssyn.
„Barnet skal ses som et individ, der er født med kompetencer til udvikling – og som udvikler sig gennem samspil med andre - som har en forståelse i indsigt i sin egen situation - og er i stand til at være aktør i sin egen proces. Barnet kan ikke løsrives fra sine omgivelser (forældre, familie, kammerater etc.) – sociale problemer skal forstås i deres kontekst – i samspillet med andre. Det kræver, at man interesserer sig for den større sammenhæng” *) at verden omkring os er sammenvævet, modsigelsesfyldt og dynamisk allerede før vores iagttagelse af den. Bruges også om studiet af, hvordan det værende bliver til.